Aftenens kamp mod Skødstrup var det 10. indbyrdes møde, og vi
har mildest talt haft det svært med netop aftenens modstander de
seneste par år. Vi skal 3 år tilbage for at finde den seneste sejr,
mens Skødstrup har vundet de seneste 4 kampe ret overbevisende.
Fra start i aftenens kamp så det ud til at blive en gentagelse
af de seneste par møder med Skødstrup. Gæsterne gav os meget lidt
plads til at spille på, hvilket pressede os til at lave utrolig
mange dårlige afleveringer, og vi havde meget svært ved at etablere
vores spil frem ad banen. Omvendt lagde Skødstrup et tungt pres på
os, og efter bare 8 minutters spil kom de foran
0-1, da en flad tværbold til kanten
af det lille felt blev sparket i nettet af en helt umarkeret
angriber. Bare 6 minutter senere fik gæsterne straffe, da
Morten "Jaap Stam" Søndergaard, ifølge dommeren,
kantede en Skødstrupspiller inde i feltet. Straffesparket blev
sikkert eksekveret, og vi var nede med
0-2, uden at have testet gæsternes
målmand en eneste gang.
Vi skulle helt frem til det 18. minut før vi første gang testede
målmanden i Skødstrups mål, men et forsøg fra Jesper
Lybye på at lobbe bolden over ham, endte med at blive for
kort, og bolden blev sikkert grebet. Skødstrup havde på dette
tidspunkt stadig kontrol over kampen, og med 10 minutter tilbage af
halvlegen fik de endnu en kæmpe chance, som reelt set skulle have
lukket kampen. Men i en lignende situation som gav gæsterne
det første mål, fik Jesper "Smørhånd" Kjærskov
revanche fra scoringen med en feberredning i en 1-mod-1 situation
tæt under mål.
Vi skulle dog få lidt at glæde os over lige inden pausefløjt.
Efter lidt småspil udenfor Skødstrups felt, fik Jesper
Lybye lagt bolden af til Morten Bang, som
resolut afsluttede mod mål, og fra 20 meters afstand bankede han
bolden forbi en sagesløs målmand til 1-2.
Der var nu åbnet en dør på klem for et comeback i 2. halvleg.
Starten på 2. halvleg lignede hovedparten af 1. halvleg.
Skødstrup styrede kampen, og efter bare 5 minutters spil af
halvlegen udbyggede de føringen. Et øjebliks uopmærksomhed i
forsvaret gav gæsterne en åben chance foran mål, og bolden blev
meget sikkert sparket henover "Smørhånd" og i
nettet til 1-3.
Efter scoringen begyndte Skødstrup at virke trætte og deres spil
blev mere og mere præget af lange bolde ud af egen forsvarszone.
Mod slutningen af kampen begyndte vi stille og roligt at få
overtaget i kampen. Efter 57 minutters fik vi tilkæmpet os et
straffespark. Det satte Christian "Chrølle" Hansen
sikkert i nettet til 2-3. Det var
"Chrølles" første optræden som Oldboys 35 spiller,
som altså blev fejret med en scoring.
De sidste 10 minutter af kampen blev et langt pres mod
Skødstrups mål. De var kort efter reduceringen blevet reduceret til
10 mand, og vi trykkede på med alt vi havde for at få udlignet.
Trods flere gode muligheder, blev det ikke til flere scoringer, og
vi måtte erkende at vi led sæsonens første nederlag. Skødstrup var
dog det bedre hold, set over hele kampen, så resultatet var fair
nok, men med det tryk vi fik lagt mod slutningen, var det alligevel
skuffende ikke at få noget med fra kampen.
Kampens bedste spiller blev Klaus Rafn (5
stemmer). De øvrige stemmer blev placeret hos Kasper "Poppe"
Andersen (3), Jesper Lybye (3), Jesper "Mini" Lauridsen (2),
Christian "Chrølle" Hansen (1) og Martin Bille (1).
Truppen mod Skødstrup:
"Smørhånd" på mål
"Mini", "Benner", "Jaap Stam" og "Mik Mak" i forsvaret
"Poppe", Lybye, "Chrølle" og Klaus Rafn på midtbanen
Bang og Kim Rafn i angrebet
På bænken sad Bille, Soelberg og Schiølin