Hvis vi skulle ride videre på bølgen fra sidste uges storsejr
over Viby, krævede det hårdt arbejde og fokus hele kampen. Vi
vidste at Kredsmestrene fra 2019 var svære at have med at gøre på
kunstgræsset i Lyseng. Heldigvis havde vi en stærk trup med til
kampen, og så længe indstillingen var på plads, skulle vi nok få
sat en sejrsstime op med denne kamp.
Vi startede klart bedst og havde tre store chancer for at komme
foran i første halvdel af 1. halvleg. Morten Bang
kom fri med målmanden efter 10 minutter, men sidstnævnte fik
blokeret en halvsløj afslutning. Efter 14 minutter kom
Peter Breiner Larsen fri til afslutning, dog fra
en meget spids vinkel. Skuddet prellede af på ydersiden af stolpen,
og Lyseng kunne endnu en gang ånde lettet op. Efter 17 minutter kom
Martin Bøjer frem til en god afslutningsmulighed
på kanten af feltet, men afslutningen gik snert forbi fjerneste
stolpe.
Der skulle gå 23 minutter før hjemmeholdet kom frem til en
nævneværdig afslutning, men målmand Jesper "Smørhånd"
Kjærskov blev ikke udfordret. Få minutter senere, måtte
"Smørhånd" dog strække sig efter en umiddelbart
ufarlig afslutning, som dog dykkede faretruende tæt på målhjørnet,
inden "Smørhånd" fik viftet bolden over mål.
Vi kom bedst ud til 2. halvleg, og Morten Bang
kom endnu engang fri med målmanden efter 5 minutter, men igen slap
målmanden bedst ud af den duel.
14 minutter inde i halvlegen var vi ved at forære hjemmeholdet
et føringsmål. Claus Møller var lidt uvandt kommet
ned at stå med bagerste linje på kanten af feltet. Da han ville
forsøge et first-timer clearance af en halvhøj bold, forsvandt
bolden for ham i banelyset (efter eget udsagn i hvert fald) og han
endte med at lægge en perfekt stikning til en helt fri Lyseng
angriber i stedet. Heldigvis var "Smørhånd"
lynhurtigt ude af sit mål, og fik afværget chancen. Vi svarede
hurtigt igen på den forskrækkelse, da Martin Bøjer
efter 15 minutter igen tog chancen fra kanten af feltet, men igen
var marginalerne ikke med os, og bolden sneg sig
forbi.
Lyseng havde ganske få chancer i løbet halvlegen (i hvert fald
dem de selv skabte), men de få de havde blev også halvfarlige. De
var gode til at flytte forsvaret rundt og skabe huller til
stikninger ind i feltet, men heldigvis stod slutproduktet ikke mål
med opspillet, og det blev ved lige-ved-og-næsten. Med 5 minutter
tilbage af kampen kom forløsningen endelig. Morten
Bang blev sendt dybt, og snød Lyseng's offsidefælde. Da
han i høj fart kom ind i feltet, forsøgte han at runde den
frembrusende målmand, men i det han runder blev han væltet bagfra
af en forsvarsspiller. Dommeren vurderede at der var straffespark,
hvilket kun ganske få på banen var uenig i. Martin
Bøjer tog ansvar og sparkede bolden i mål til
0-1. Det var ikke et overbevisende spark,
men det var yderligt nok til at en Oldboys målmand ikke kunne få
andet end fingerspidserne på. Vigtigst af alt, så tæller mål det
samme, uanset hvor godt udført de er.
Lyseng var heldige med ikke at slutte kampen med en mand i
undertal, da Morten Bang kort tid efter målet blev
sparket ned, efter en skarp dribling ind i banen. Dommeren dømte
ikke engang frispark, selvom kontakten kunne høres helt ned i
Aarhus midtby, og Lysengspilleren tydeligvis ikke havde kontakt med
bolden. Nuvel, vi kom afsted fra kampen uden skader og med 3
velfortjente points i en svær udekamp, så alt var godt.
Morten Kjærgaard Andersen blev Man of the match
med 7 stemmer af 15 mulige, mens de øvrige stemmer blev fordelt på
Peder Soelberg (2), Martin Bøjer
(2), Jesper "Smørhånd" Kjærskov (1),
Morten Bang (1), Peter Breiner
Larsen (1) og Klaus Rafn fik 1 stemme,
som bragte hans total op på 300 stemmer i 109 kampe. Ganske
udmærket gennemsnit.
Truppen mod IF Lyseng:
På mål: "Smørhånd"
Forsvaret: Hagelqvist - Andersen - Klaus Rafn
Midtbanen: "Mik Mak" - Soelberg - Breiner - Bøjer -
"Mini"
Angrebet: Bang - Kim Rafn
Bænken: Lybye - "Jaap Stam" - Møller
Cheftræner: "Store"