Det blev 4 (sejre) på stribe, da vi onsdag aften spillede
topkamp mod HEI, som inden aftenens kamp ikke havde tabt i
indeværende sæson. Til trods for svære betingelser i styrtende
regnvejr, fik vi videreført vores gode spil fra de første 3 kampe,
og var igen dominerende i begge ender af banen.
En af vores helt store udfordringer i de første 3 kampe i
sæsonen, har været effektiviteten foran mål. Vi er kommet frem til
et hav af chancer, men alt for er blevet spildt. Mod HEI var
antallet af chancer lavere end tidligere kampe, men effektiviteten
var væsentlig forbedret. Efter 7 minutters spil omsatte vi vores
første store chance til mål, da Kasper "Poppe" Jarlhelt
Andersen, efter en hurtig omstilling, spillede
Jacob Hansen fri midt på HEI's bane.
Hansen tog hurtigt bestik af situationen og så at
HEI's målmand i den grad var kommet på mellemhånd. Han kunne derfor
relativt let sparke bolden ind over målmanden i et tomt mål til
1-0.
Vi var klart spilstyrende hele første halvleg, hvor HEI kun kom
frem til én reel afslutning, som dog sejlede over mål. I den anden
ende pressede vi fortsat hårdt på, og havde stor succes med at
lukke ned for HEI's opspil. Ikke engang lange bolde op ad banen
havde de tid eller plads til, da vi fik lukket boldholder ned. Vi
skal mange år tilbage for at finde lignende energi i det kollektive
presspil. En stor fornøjelse at overvære.
Vi skulle helt frem til det 28. minut før vi igen fik bolden i
rusen. HEI var blevet reduceret til 10 mand på et gult kort, efter
en hensynsløs tackling med knopperne forrest, som kun blev gjort
være at den fart spilleren fik på den regnvåde bane. Vi havde
fremprovokeret et hjørnespark i højre side, som Jesper
"Mini" Lauridsen vanen tro tog sig af. Bolden blev sparket
mod midten af feltet, hvor Anders "Anke" Rasmussen
stod klar, og med en ekvilibristisk aktion fik han, nærmest i et
halvt liggende saksespark, dirigeret bolden i nettet til
2-0, som også blev pauseresultatet.
Fra 2. halvlegs start blev midtbaneslideren Peder
Soelberg sat på banen, og han skulle ikke bruge mange
minutter på at komme i fokus. Bare 2 minutter inde i halvlegen tog
han et af hans signatur rush op ad højrekanten, og med en præcis
aflevering på tværs af feltet, fandt han Jacob
Hansen som kvitterede med en sikker scoring til
3-0. Målet lukkede reelt set kampen og
var lidt af en mavepuster for gæsterne, som egentlig havde startet
halvlegen med at presse spillet længere op på vores bane.
Vi fortsatte det gode spil fra 1. halvleg, både med presset og
med den sikre boldomgang, efter scoringen. Selvom HEI forsøgte at
presse på for en scoring, havde de ikke meget at byde på, når de
nåede den sidste tredjedel af banen. Først da vi nåede in i kampen
sidste 10-15 minutter begyndte gæsterne at vise lidt tænder, med på
det tidspunkt havde vi allerede punkteret kampen fuldstændigt.
Efter en hurtig omstilling, fandt Jan C. måltyven
Jacob Hansen med en præcis stikning. Hansen kom
hurtigt på skudhold, og sendte sikkert bolden i nettet
til4-0. Det fuldendte Hansens hattrick i
aftenens kamp, men markerede også en milepæl for holdet - nemlig
mål nummer 500 i vores kamp nummer 201.
Bortset fra et par halvfarlige situationer på hjørnespark, kom
HEI ikke i nærheden af at få reduceret vores føring, og kampen
sluttede (i tørvejr) med en overbevisende 4-0 sejr til de
velgørende fodbolddrenge. Kampen markerede endnu en milepæl for
holdet, da det var vores hjemmesejr nummer 50 af 95
mulige. En perfekt optakt til weekendens UNICEF Cup i
København….
Efter kampen blev 3-målsskytten Jacob Hansen
ikke overraskende kåret som Man of the Match med hele 11 stemmer.
De øvrige stemmer gik til Kasper "Poppe" Jarlhelt
Andersen (4).
Næste opgave bliver lokalopgøret mod HOG (1) på Rønbæk stadion,
13. september kl. 18.30. Det er et vaskeægte topopgør
mellem rækkens nummer 1 og 2, og de eneste tilbageværende hold uden
nederlag. Der bliver garanti for underholdning.
Truppen mod HEI:
På mål: "Smørhånd"
I forsvaret: "Mini", "Store", Klaus R. og Schiølin
(anfører)
På midtbanen: "Anke", "Poppe", Jan C. og Ilner
I angrebet: Hansen og Kim R.
På bænken: Soelberg, "Mik Mak" og "Folke"
Cheftræner: "Carlos"